“Fik du ram på nogen?” spurgte hans søster ivrigt.
Erindringen om følelsen, da hakkens æg brød gennem kraniet på den lille golak, og om lyden af den stores jamren, gav Jonah kvalme. Han vaklede et øjeblik, og hans mor tog ham hurtigt under armen.
“Det er altid svært første gang,” sagde hun sagte.
“Men det var en hun …” mumlede han. ” En hun med sin unge. Jeg slog ungen ihjel, og Mik og jeg dræbte hunnen. Den jamrede som et menneske.”
Han mærkede sine øjne blive varme af tårer, og da han mødte sin mors blik, så han, at hun også græd.
“De er ikke mennesket. De er dyr,” sagde hun og forsøgte at være fast i stemmen.
“Men en af dem talte! Den sagde ‘mad’. Og bagefter hørte jeg den sige fars navn, og jeg er sikker på, at den også bad om hjælp. Hvis de kan tale, er de vel ikke dyr.”
